Udisciplineret nederlag til herre 1

Herre 1 er nu tilbage på ffk.dk. Her er et referat af weekendens kamp.

Kampens start forløber overordnet tilfredsstillende. Kombinationerne flyder, spillerne tager initiativ og viser gejst, hvilket allerede efter 3 min. resulterer i et flot mål af Rune Rømer. Hele holdet arbejder fortsat hårdt for nogle tiltrængte point. Til tider bliver det dog for hårdt og Tejs må derfor køle af 2 min. for hårdt spil 08:10 inde i første periode. Det efterfølgende undertalsspil fungerer fint, og det bliver derfor ikke til oplagte målchancer for Centrum. Efter 14 min. og 50 sek. udligner Centrum til 1-1. Herefter er resten af perioden præget af udvisninger hhv. 2x2 min til Centrum og 5 min. til K, dog uden yderligere scoringer. Således var første periode en hårdt spillet, men meget lige affære.

Anden periode starter med et par hurtige scoringer. Først Centrum med et noget heldigt mål. Et dårligt udført Centrum-frislag i hjørnet, ender som en fantastisk aflevering til bagerste stolpe via banden bag mål, 2-1. Kort efter får Centrum en udvisning, hvor overtallet ikke bliver omsat til mål, men trykket fastholdes efter udvisningen, og Jeppe Nielsen gør det til 2-2 med en styring tæt under mål. Glæden varer kort. 22 sekunder efter scorer Centrum ved at spille ”bande” med Chrisoffer i målet. En aflevering ind foran mål rammer Christoffer i ryggen, 3-2. Herefter kommer der igen nogle udvisninger til begge hold. Rytmen i spillet er på dette tidspunkt forsvundet hos begge mandskaber, men det er arbejdsindsatsen derimod ikke. Først et arbejdsmål til Centrum, dernæst et til FFK, hvor Michael slider sig igennem og laver en Chang Special (bueløb + trækskud = helt op i krogen).  Herefter er der endnu engang udvisninger til begge hold. Centrum udnytter deres overtal, hvor vi ikke formår at blive farlige i vores. Anden periode ender derfor 5-3.

Tredje periode. Spillet kommer aldrig rigtigt i gang. Centrum scorer forholdsvis hurtigt, hvilket resulterer i at vi bliver nødt til at satse frem ad banen.  Vi misser endnu et powerplay, hvorefter Dregil pådrager sig en meget tvivlsom matchstraf fra et dommerpar, der kampen igennem havde svært ved at styre begivenhederne. En sidste ros skal der dog være til holdet og træneren, for at vi selvom kampen reelt er tabt forsøger at skabe noget frem ad banen. Derfor betyder det knapt så meget, at Centrum udbygger deres føring til 7-3 med 20 sekunder tilbage.

Til sidst vil jeg give alle med relation til 1. holdet et lille wake up call. For det første bliver vi, som Mønster også nævnte efter kampen, nødt til at droppe de dårlige undskyldninger og se på os selv i stedet. Vi kan ikke undskylde 9 tabte kampe med, at vi var uheldige, at dommerne var ringe, at gulvet var glat eller hvad vi nu ellers finder på. Vi bliver altså nødt til at stå sammen, og fokusere på hvad vi selv kan gøre bedre. Jeg må indrømme at jeg synes at kampfakta fra denne kamp taler sit tydelige sprog. Alt for udisciplineret indsats med dumme udvisninger krydret med ineffektivitet (især i powerplay) er ikke nøglen til sejr. 12 min., så mange udvisningsminutter fik Centrum uden vi formåede at score en eneste gang.  At vi selv får 18 min. hjælper heller ikke på det.

Skrevet af Rasmus

Kampfakta
Centrum – FFK  7-3 (1-1, 4-2, 2-0)

03:01 0-1 Rømer (Niklas)
08:10 2 min. Tejs
14:50 1-1 Centrum
15:41 2 min. Centrum
16:31 2 min. Centrum
16:31 5 min. Kenn (K)
21:03 2-1 Centrum
22:28  2 min. Centrum
26:43 2-2 Jeppe Nielsen (Claes)
27:05 3-2 Centrum
28:15 2 min. Claes
31:24 2 min. Centrum
34:41 4-2 Centrum
36:57 4-3 Michael
37:25 2 min. Tejs
37:37 5-3 Centrum
38:22 2. min. Centrum
43:46 6-3 Centrum
49:13 2 min. Centrum
50:42 5 min. (Matchstraf 1) Dregild
57:40 2 min. Jeppe Nielsen
59:40 7-3 Centrum

Log ind eller registrer dig for at kunne tagge indhold.

Kommentarer

Fint referat. Ganske enig unge Rasmus.

Dregild :)

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Tak til vores sponsorer