Nyt fra bestyrelsen

Bestyrelsen har konstitueret sig og lagt planer for den kommende tid. Læs derudover mere om træner-situationen, ungdomsfloorball, træningstider og hjemmeside

Konstituerende bestyrelsesmøde
På et møde onsdag d. 14. konstituerede bestyrelsen sig. Nikolaj Borg fortsætter som formand, Jesper Thøgersen fortsætter som kasserer, og Tina Nissen er ny næstformand i klubben. Bestyrelsen drøftede derudover planerne for den kommende sæson. Særligt på ungdomsfronten vil der komme til at ske mange spændende ting i den nærmeste fremtid, og mange i bestyrelsen ønsker at arbejde med dette område, så vi har et stort ungdomsår i vente. Søndag d. 1. juni vil bestyrelsen holde en bestyrelses-/visionsdag hvor vi dels vil forsøge at finde ud af, hvad vi vil med FFK, dels vil få besat de øvrige poster i bestyrelsen.

Trænerkabale
På bestyrelsesmødet blev der desuden lagt planer på træner-området. Nikolaj vil tage fat i 1.-holdstrænerne for at evaluere den forgangne sæson og tale om fremtidsplaner. Maria, Michael Jonasson og Rune Thomsen tager fat i ungdomstrænerne og forsøger samtidig at finde frem til nye træneremner. Generelt er der altid plads til en træner mere, og vi vil godt opfordre alle medlemmer til at overveje, om de kunne tænke sig at påtage sig en opgaver som træner eller holdleder i den kommende sæson. Udover at vi søger yderligere ungdomstrænere kunne dame 2 godt tænke sig en herre-spiller - gerne fra H1 eller H2 - til at supplere træner-teamet, ligesom også H3 har ledige pladser i træner-teamet.

Ungdomsprojekter
Der sker som nævnt en del på ungdomsfronten i klubben for tiden. I øjeblikket indgår vi i et samarbejde med Red Barnet om torsdags-floorball på Indre Nørrebro, hvor FFK'ere deltager som instruktører. Derudover er der planer om et lignende projekt til sommer, hvor vi en uge ad gangen arrangerer floorball for børn og unge - mere info følger. Kontakt Maria, hvis du har lyst til at deltage i et af dsise projekter. Sidst men ikke mindst er der planer om en skoleturnering til efteråret, hvor vi håber at der er nogle FFK'ere, som vi være med til at afvikle turneringen. Tina og Jeppe Regel er primus motor på dette projekt.

Hjemmeside
Bestyrelsen har fortsat en ambition om at gøre hjemmesiden mere levende - dels ved at forbedre indholdet på siden, men evt. også ved at erstatte hjemmesiden med et nyt system, der dels giver besøgende en bedre oplevelse, dels gør det lettere at tilføje og redigere indhold. Kunne du tænke dig at bidrage til dette - enten at levere indhold til siden, eller være med til at udvikle en ny side - hører vi meget gerne fra dig. Derudover vil vi som bestyrelse forsøge at blive bedre til at skrive nyheder (som denne) om, hvad der sker i bestyrelsen og klubben.

Sommertræning
Sæsonen er som bekendt ved at være forbi, og der vil derfor komme en række ændringer i træningstiderne i den nærmeste fremtid, efterhånden som træninger løbende bliver slået sammen. Husk at holde øje med hjemmeside og mail i den forbindelse.

God sommer

 

Log ind eller registrer dig for at kunne tagge indhold.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.