Herre 1: Opstart for ligaholdet

Tirsdag den 2. august er FFK’s ligaherrer tilbage i træningshallen.

Efter flere ugers strabadser i det kuperede terræn i Søndermarken, rykkes træningen igen inden døre til de velkendte lokaliteter i Bellahøj Hallen. Og i lighed med den forgangne sæson træner herre 1 tirsdag og torsdag kl. 20.30 til 22.30.

Selv om græstæppet i Søndermarken omsider skiftes ud med gulvet i Bellahøj, vil den tunge fysiske træning stadig fylde meget i træningsprogrammet endnu et par uger. Og det er ikke kun fordi, at ligaformen ikke er, hvor den skal være.

- Det er helt efter planen. Truppen er endnu ikke komplet, og derfor bruger vi lige de første par uger til at få formen helt op at ringe, inden vi går mere detaljeret til værks med den taktiske og tekniske træning, forklarer Kenn Romme Larsen, som udgør holdets trænerteam sammen med Jacob Mønster.

Nye spillere
Hovedparten af spillerne fra sidste sæson fortsætter i truppen. Derudover suppleres det nyoprykkede ligahold med en række nye navne, som vil blive offentliggjort løbende den næste måneds tid.

- Det ser efterhånden rigtig fornuftigt ud. Vi har allerede fået tilsagn fra flere spillere, som vil forstærke holdet. Derudover er vi i konstruktiv dialog med yderligere nogle spillere, og flasker tingene rigtigt, er jeg overbevidst om, at vi vil gøre en god figur i ligaen, siger Jacob Mønster.

Første styrkeprøve for FFK’s ligaherrer er pokalkampen mod de forsvarende pokalmestre og danmarksmestre fra Rødovre FC den 18. august.

Log ind eller registrer dig for at kunne tagge indhold.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Tak til vores sponsorer