FF København er en realitet
Fusionen mellem Firkantens FK og Brønshøj Floorball blev lørdag endelig slået fast, efter at den nye klubs generalforsamling fik valgt ny bestyrelse og vedtaget handlingsplaner for den kommende sæson.
Efter at de to klubber i februar måned valgte at fusionere, har der været nedsat en arbejdsgruppe, som har udarbejdet handlingsplaner og vedtægter for den nye klub. Blandt andet er det planen at succesen med flere damespillere i klubben følges op, så der fra efteråret bliver etableret et 3. damehold i klubben. Målgruppen for det nye hold vil i modsætning til de bestående to damehold være yngre spillere under 18 år.
På det sportslige er ambitionerne for den kommende sæson at klubbens herrehold i elitedivisionen slutter i top 6, samtidig med at dameholdet kvalificerer sig til slutspillet. Dameholdet vil dog forud for den kommende sæson være svækket, idet fire spillere er gravide i øjeblikket. Noget lysere ser det ud på herresiden, som på det seneste har oplevet en massiv tilgang af spillere til klubbens 1. holdstrup.
På generalforsamlingen blev der også valgt en bestyrelse for FF København, som kommer til at bestå af Lotte Lund Larsen, Anders Hasemann, Jesper Thøgersen, Tune Wulff, Trine Varming, Frederik Horn og Allan Guldberg.




Kommentarer
Indsend kommentar