Farvel og tak!

Jeg kan ikke helt huske hvornår jeg skrev sidste indlæg, men det er vist nogle dage siden. De sidste dage kom der lige lidt run på tingene. Jeg skulle have shoppet de sidste ting og have styr på min hjemrejse samt PAKKE (suk!). Jeg havde så meget tøj og ting med hjem at min taske var ved at eksplodere! Faktisk så sprak den lidt, da jeg kl. 03.45 torsdag nat prøvede at lukke den. Det var jeg jo lidt ked af, da jeg lige har fået den i fødselsdagsgave! :) Men ja, jeg sov kun en time natten til fredag fordi vi lige sku holde spillermøde samt drikke en juleøl (2,4%) og så var der den meget meget meget omfattende pakning. Det tog sgu nærmest 3 timer!

De fleste fra holdet skulle først hjem om søndagen, men jeg havde fået lov til at smutte om fredagen :) Kl. 05.20 gik turen hjemad. Mit fly skulle flyve kl. 08.45 og jeg skulle lige fragte mig selv til Arlanda ved hjælp af Flygturen - som for mit vedkommende bedre kunne karakteriseres som Soveturen. Dagen inden var ellers glad da jeg opdagede at der var trådløst internet i bussen - for så kunne jeg lige runde af i dagbogen - som om! Det blev der ikke meget af! Jeg snorksov nok 98% af turen. Da jeg kom til lufthavnen prøvede jeg at smugle to forskellige slags væsker ind. Går den, så går den. Det gik ikke! Måske var det en slags nemesis at det så efterfølgende viste sig at min flyafgang var udsat halvanden time.

Nu må jeg huske at det er floorball det drejer sig om. Faktisk fik jeg en del skift i den sidste kamp mod USA. Desuden havde jeg også en KÆMPE chance, som jeg valgte at brænde. Der er jo ingen grund til at bevise at man kan være skarp! Det bliver lidt underligt at skulle undvære min VM-dagbog. Det er egentlig kommet meget bag på mig at der er så mange der har læst med - faktisk havde jeg regnet med at det kun ville være Thøger og min mor der ville være mine faste læsere! ;) Men jeg har allerede fået et par kommentarer om at folk kommer til at savne min dagbog og det er da super fedt :)

En konklusion på turen kunne være at selvom jeg ikke har fået så meget spilletid, har det stadig været fedt at være med. Jeg har fået nogle rigtig gode erfaringer som jeg tror at jeg kan drage stor nytte af. Og så vil jeg selvfølgelig fortsætte med at træne - måske endnu hårdere, og så kan det jo være at jeg kan komme med om to år igen. Men til den tid vil der nok være en markant større rift om pladserne, så hvis jeg skal gøre mig nogle forhåbninger, er det nødvendigt at jeg fortsætter min udvikling. Så det vil jeg prøve!

Line D

Log ind eller registrer dig for at kunne tagge indhold.

Kommentarer

Man kan sagtens skrive floorball-dagbog på ffk.dk selvom man ikke er til VM :-)

Ja tak Line - også for, at du tog alle de ting med hjem til mig:)

Det er rart at ha' dig hjemme igen! Du har også været savnet til træning..

Jeg synes, det har været meget inspirerende at følge med i VM-kampene. De tre største ting jeg vil ta' med er:

1: Man skal være i god form for at spille god floorball.

2: Bolden skal spilles hurtigt rundt - helst første gang.

3: Holdet skal kæmpe som samlet enhed og hver spiller skal være mindst 100 procent tændt - og meget sulten!

Måske vidste jeg alt det i forvejen, men det er godt at blive mindet om:)

Liv

Ps. Jeg kommer også til at savne din VM-dagbog - håber den genopstår i 2011;) 

Tusinde tak fordi du havde lyst til at skrive om din tur og dine oplevelser på og uden for banen, Line. Det har været en fornøjelse at følge med :)

PS: Håber at du får mere spilletid til næste VM :)

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.