Damerne øger træningsmængden
Rico Mikkelsen og Jesper Thøgersen fortsætter som trænere og tager dermed en 3. sæson sammen som trænerteam for Dame 1. På et spillermøde i tirsdags præsenterede de spillerne for planerne for den kommende sæson.
Den mest synlige ændring er at træningsmængden øges, så der nu fast bliver tre ugentlige træningspas. Træningsdagene bliver mandag, tirsdag og torsdag, og alle træninger bliver afholdt i Bellahøj Hallerne.
”Flere af spillere har givet udtryk for, at de gerne vil træne tre eller flere gange om ugen for at hæve deres niveau. Som trænere vil vi gerne give vores spillere bedre muligheder for at udvikle sig og opfylde deres ambitioner, derfor har vi valgt at det nu skal være muligt at træne mindst tre gange om ugen i hal”, forklarer Rico Mikkelsen.
”Vi ved godt at ikke alle i truppen har samme ambitionsniveau, og det har hæmmet de mest ambitiøse spillere, som dermed ikke har udviklet sig i den hastighed som kunne have været muligt. Derfor vil vi i den kommende sæson have mere fokus på at niveauopdele træningen ud fra de enkeltes niveau og ambitioner, så alle får mest muligt ud af træningerne”.
Udover træningsmængden ændres også trupstørrelsen og antallet af turneringshold. Truppen bliver på 25 markspillere samt 2 eller 3 keepere og skal spille kampe både i Ligaen og i 1. division. Ændringen skulle gerne gøre at de mindst erfarne spillere kan få kamperfaring i 1. division sammen med nogle af de mere rutinerede spillere som ikke længere vil spille med på liganiveau.
”Vi fik mange nye og uerfarne spillere i truppen til denne sæson, og har gennem sæsonen haft ca. 20 spillere omkring holdet. Det har betydet at flere af spillerne ikke har fået så meget spilletid i kampene. Da kampe er noget af det der udvikler mest, tager vi nu konsekvensen og øger antallet af spillere i truppen så det bliver muligt at stille med to turneringshold”, uddyber Jesper Thøgersen.
Trænerteamets mål er at øge antallet af spillere i truppen som har ønsket om at træne tre gange om ugen, så der minimum bliver tre kæder der har muligheden for dette. Der er dog et stykke vej endnu, men målet er på sigt at få en trup hvor alle har ambitioner og vilje til at spille med i toppen af Ligaen.
Der vil blive afholdt åbne træninger i august, og spillere der er interesserede i at høre mere om næste sæson i FFK er velkomne til at kontakte trænerne. Kontaktinformation kan findes her…
Udover førsteholdstruppen som spiller kampe i Ligaen og 1. division, stiller FFK's dameafdeling til næste sæson også med et hold i 2. division samt starter et helt nyt damehold målrettet begyndere.




Kommentarer
Det lyder rigtigt fedt med den nye opbygning, og at både Rico og Thøger fortsætter i teamet.
Glæder mig meget til sæsonstart!!! :D
Indsend kommentar